Equin viral arteritis (EVA)

Af Anja Thorup Jensen

Equin viral arteritis er en smitsom virussygdom hos heste, der forårsager betændelse i væggene på kroppens mindre blodkar – og som kan medføre abort, samt svage føl.

Sygdomstegn

Der går 1-8 dage fra dyrene smittes til de viser symptomer. Dog optræder sygdommen ofte uden symptomer eller med kun lette symptomer.

De sværeste symptomer ses typisk hos helt unge, samt hos gamle heste. Der kan ses feber, røde øjne, øjenflåd, øjenbetændelse, lysskyhed, tilstoppet næse, hoste, manglende ædelyst, samt hævelser/ødemer i hovedet, ved kønsorganer, under bryst og bug og på benene. Endvidere kan der være udslæt, oftest på halsen, og der kan ses kolik, vejrtrækningsproblemer, muskel- og ledsmerter, samt diarré. Aborter optræder i slutningen af feberperioden, samt i tiden derefter, og kan forekomme i hele svangerskabsperioden. Der er særlig risiko for abort, eller svage/syge føl, hvis hoppen bliver smittet i 3-10. drægtighedsmåned. For nyfødte føl har sygdomme ofte dødelig udgang, men ellers kommer dyrene sig i reglen helt efter sygdommen, og det påvirker ikke frugtbarheden hos hverken hopper eller hingste. Dog kan hingste have nedsat frugtbarhed i den akutte fase af sygdommen, og bør pga. af smittefare udtages fuldstændigt af avlen.

I Danmark forløber sygdommen i langt de fleste tilfælde subklinisk, det vil sige uden at der ses synlige symptomer. Hvorvidt hesten har været inficeret med equin viral arteritis, ses ved forekomsten af antistoffer i blodet. Antistofdannelsen begynder 1-2 uger efter infektionen og medfører langvarig immunitet (år).

Smittespredning

Equin viral arteritis er en virusinfektionen som både smitter gennem den direkte kontakt mellem heste, og gennem kropsvæsker, som øjensekret, flåd fra skeden, næseflåd, urin, gødning, sæd (også frostsæd), herunder gennem bedækning eller kunstig befrugtning med en inficeret hingst, men også igennem livmoder og fostervand, hvor det ufødte føl kan pådrage sig virus. Den mere indirekte kontakt, fx redskaber, deling af vandtrug, overførsel fra mennesker, snusen til gødning mv. er ligeledes årsag til smittespredning.

Hingstes kønshormoner gør virus i stand til at overleve i testiklerne, hvor den kan udskilles i sæden, og hingstene bliver herved passive smittebærer i en perioder der kan strække sig over flere år, uden at der kan konstateres målbare abnormaliteter ved sæden. Sådanne hingste har også stor betydning for vedligeholdelse og spredning af virus.

Forekomst

Equin viral arteritis er udbredt i det meste af verden, også i Danmark.

Behandling

Der er ingen speciel behandling mod equin viral arteritis, men de forskellige symptomer kan behandles. God staldhygiejne og omtanke ved flytning af dyr er den bedste måde at forebygge sygdommen på.

Anmeldepligt

Equin viral arteritis er en anmeldepligtig sygdom. Det vil sige, at hvis du har mistanke om at din hest har equin viral arteritis, skal du straks kontakte din dyrlæge. Hvis dyrlægen kan bekræfte at der er tale om equin viral arteritis skal dyrlægen anmelde det til Fødevarestyrelsen.

Kilde: Fødevarestyrelsen, kontor for husdyrsundhed.

Tip!
Under “Hvad kan jeg tilbyde” kan du  læse mere om de teknikker jeg  arbejder med.
Hvis du er interesseret i at få mig ud til din hest / pony er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte mig.

Artiklen tilhører Anja Thorup Jensen, og må ikke kopieres, sælges, distribueres eller på anden måde gengives uden udtrykkelig skriftlig tilladelse fra Anja Thorup Jensen.

Nu hvor du er færdig med at læse artiklen…
Fortæl mig, hvad du synes! Hvilke tanker satte teksten i gang hos dig? Hvad fik du ud af artiklen? Er der områder du gerne ville have uddybet? Jo mere feedback jeg får fra DIG, jo bedre er mine muligheder for at skrive noget som netop DU syntes er interessant!
Men vær opmærksom på, at jeg ikke længere har tid til at skrive personlige svar til alle. Indimellem kan det godt være at jeg lige kommentere på ét eller andet hvis jeg har tiden til det, men har du specifikke spørgsmål vedr. din egen hest / pony, så kontakt mig på mail eller telefon – måske har jeg et hurtigt svar til dig, eller du kan booke en tid til en konsultation hos mig.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *