Har du lagt mærke til hvordan din hest trækker vejret?

Af Anja Thorup Jensen

Man siger at over 90 % af hestens energi bør komme fra ilt, så hvis ikke hesten er i stand til at trække vejret ordentligt, har det temmelig store konsekvenser for den, for hvordan den har det, og for hvor godt den kan præstere.

Det er derfor også ret interessant at lægge mærke til hvordan din hest trækker vejret. Især hvis du står bag ved hesten (og evt oppe på noget, hvis din hest er høj) er det nemt at få en fornemmelse af hvordan den trækker vejret.
Hvordan bevæger hestens brystkasse sig? Bevæger den sig lige meget i begge sider, eller mere i den ene side? Bruger hesten hele brystkassen i forbindelse med vejrtrækningen? Er vejrtrækningen dyb og regelmæssig? Bruger hesten mavemusklerne til at trække vejret med?
I denne forbindelse kan jeg fortælle, at heste bør have mellem 10 og 18 åndedrag pr min.

En relativ stor del af de heste jeg komme ud til, trækker ikke vejret så optimalt som de kunne. Det kan der være mange forskellige årsager til, men nogle af dem jeg oplever oftest er:

  • Heste der har problemer med ribbenene – typisk er et eller flere ribben mere eller mindre fikseret, enten fordi det/de er roteret eller låst ved ledforbindelsen til brysthvirvlerne eller fordi musklerne mellem ribbenene er alt for spændte. Indimellem kan ribbenene også være brækkede, men det er heldigvis ikke ret ofte jeg oplever det.
  • Heste der har problemer med brystbenet. Hestens ribben hæfter jo på dens brystben, og derfor har vi en direkte sammenhæng mellem bevægelsen af brystkassen og brystbenet – og har hesten smerter omkring ribben og/eller brystben, vil den typisk prøve at minimere bevægelsen, hvorved vejrtrækningen bliver overfladisk.
  • Heste der har problemer med tungebenet. Dette kan måske umiddelbart lyde lidt mærkeligt, men jeg oplever meget ofte at heste der har problemer med tungebenet også har problemer med brystbenet – og da der er en direkte forbindelse mellem tungebenet og brystbenet, via musklen Sternohyoideus, er det jo egentlig ikke så mærkeligt endda.
  • Heste der har problemer med ryggen – og også her hænger det sammen med, at hestene typisk prøver at minimere bevægelse, for at undgå smerte, og at vejrtrækningen herved bliver mere overfladisk.
  • Heste der har problemer med 5. nakkehvirvel – da nerveforsyningen til diafragma (som er den muskel som hesten ideelt bør trække vejret med) kommer ud fra rygmarven her.
  • Heste der har problemer med lungerne – fx en akut eller mere kronisk infektion.
  • Heste der lider at allergi.
  • Heste som er i én eller anden tilstand af chok – og her kan der godt være tale om chok/traumer der er adskillige år gamle.

Som du kan se, kan der være mange forskellige årsager involveret, hvis hesten ikke trækker vejret optimalt – og derfor er det også meget forskellige reaktioner der kan observeres hos disse heste. Men her er nogle af de typiske reaktioner jeg oplever:

  • Hesten er ked af / bliver sur over, at blive striglet på siderne, under bugen og/eller på ryggen.
  • Hesten er ked af / bliver sur over, at få saddel og/eller gjord på.
  • Hesten bliver hurtigt træt i forbindelse med træningen.
  • Hesten sveder meget i forbindelse med træningen.
  • Hesten har vanskeligt ved, eller er helt ude af stand til, at arbejde korrekt med løftet/rundet ryg.
  • Hesten har vanskeligt ved, eller er helt ude af stand til at ”få nakken ud af skulderen” og søge korrekt frem til biddet (om man så ridder med bid eller ej…).
  • Hesten har nedsat skulderfrihed og/eller virker tung fortil.
  • Hesten sætter forbenene i jorden med tåen først.
  • Hesten er vanskelig, eller umulig, at samle.
  • Hesten er svær at runde til den ene eller begge sider.
  • Hesten har svært ved sidebevægelser til den ene eller begge sider.
  • Hesten er svær rette lige ud på den ene volte, og går helst på to spor.
  • Hesten virker stiv /stram i den nederste del af halsen
  • Hesten skyder skulderen ud ved bøjninger – nogle gange kun på den ene volte og andre gange på begge volter.
  • Hesten begynder at snuble meget, eller lider af skiftende forbenshaltheder. Dette hænger sammen med, at det også er mellem hestens nedre halshvirvler, at nerveforsyningen til hestens forben kommer ud fra rygmarven.
  • Hesten virker til at have dårlig balance.
  • Heste der lider af én eller anden grad af gjordkrampe.
  • Sadlen har en tendens til at glide ned til den ene side.
  • Rytteren bliver skubbet over til den ene side / har svært ved at sidde lige på hesten.
  • Hesten bliver urolig, eller virker til at overreagere, når rytteren ændre sin vægt under ridningen.
  • Hesten bliver ked af/sur over rytterens ben.

Vær opmærksom på, at hesten sagtens kan have andre symptomer end de her nævnte, ligesom disse symptomer også kan skyldes andre problematikker.

Ud over at der altså kan ligge en lang række problematikker til grund for at hesten ikke trækker vejret optimalt, så giver selve det at hesten ikke trækker vejret ordentligt, også en række problemer. For det første vil hestens blod ikke blive iltet tilstrækkeligt, og det vil derfor heller ikke kunne bringe så meget ilt rundt til alle kroppens celler som det egentlig burde – og det er et stort problem, da ALT i kroppen er fuldstændig afhængig af ilt.
Hestens muskler bruger enorme mængder af ilt, og derfor vil hestens præstationsevne være kraftigt reduceret når hesten ikke trækker vejret optimalt. Ligeledes bruger hestens hjerne store mængder ilt – og får den ikke nok ilt, går det bl.a. ud over hestens koncentrationsevne. Men også alle hestens organer fungerer langt mindre effektivt når de ikke får nok ilt. Dette resulterer bl.a. i at hesten har svære ved at afgifte – både lunger, lever og nyre er direkte involveret i fjernelsen af affaldsstoffer, og når hestens krop ikke kan afgifte sig selv tilstrækkeligt effektivt, vil det især resultere i ømhed, træthed og hudproblemer. Hele hestens fordøjelsessystem bliver også påvirket i negativ retning, når hesten ikke trækker vejret optimalt.

Når jeg kommer ud til en hest med nedsat vejrtrækning vil jeg selvfølgelig altid teste den grundigt igennem for at finde ud af hvad den bagvedliggende årsag er, og hvad der kan gøres ved det – og det er heldigvis min erfaring, at de teknikker jeg arbejder med, er ret effektive til at hjælpe dem.

Tip!
Under “Kropsafbalancering” kan du læse mere om de teknikker jeg arbejder med.
Hvis du er interesseret i at få mig ud til dig selv eller din hest / pony / hund / kat er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte mig på mail: modernehestehold@live.dk eller mobil 61652717.

Artiklen tilhører Anja Thorup Jensen, og må ikke kopieres, sælges, distribueres eller på anden måde gengives uden udtrykkelig skriftlig tilladelse fra Anja Thorup Jensen.

Nu hvor du er færdig med at læse artiklen…
Fortæl mig, hvad du synes! Hvilke tanker satte teksten i gang hos dig? Hvad fik du ud af artiklen? Er der områder du gerne ville have uddybet? Jo mere feedback jeg får fra DIG, jo bedre er mine muligheder for at skrive noget som netop DU syntes er interessant!
Men vær opmærksom på, at jeg ikke længere har tid til at skrive personlige svar til alle. Indimellem kan det godt være at jeg lige kommentere på ét eller andet hvis jeg har tiden til det, men har du specifikke spørgsmål vedr. din egen hest / pony, så kontakt mig på mail eller telefon – måske har jeg et hurtigt svar til dig, eller du kan booke en tid til en konsultation hos mig.

 

1 kommentar til “Har du lagt mærke til hvordan din hest trækker vejret?”

  1. Hej Anja.
    God artikel. Sætter da noget igang mht. Min hest. Netop i schenkellejet reagerer den
    Stærkt ( med nærmest at styrte fremad) når jeg LET driver hesten med schenklerne !!
    Ja, den virker faktisk som den er BANGE for schenklerne… ? Jeg ved at den er blevet
    GROFT OG FORKERT tilredet, indspændingstøjler og andet djævelskab.
    Samtidig undrede det mig at gjorden blev strammet JERHÅRDT !! Dette har sat sine spor
    Og jeg har nu i 7 år arbejdet hesten LØSNENDE .. LANG DYB NED…dog uden at kunne få“ sving i ryggen” den virker LÅST i brystben eller LÅSTE RIBEN. Virker også som om den
    Når den er i bevægelse “ IKKE KOMMER UD AF FORPARTEN… ( låst) på een eller anden måde. Er det noget du kan hjælpe mig med at få afklaret ??
    Hører meget gerne på ….erhardtraeger@hotmail.com tak og Vh
    Erhard Træger
    6200. Aabenraa

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *