Hvor bevidste er heste -kan de tænke, føle, og vise empati?

Rigtig gode overvejelser. Tak for dem.

Hej Luna

Tusind tak fordi du deler dine tanker!

Jeg kan godt forstå du er forvirret, for i sin tid lærte jeg også selv at heste var ”dumme” dyr der udelukkende var styret af instinkter, som ikke var i stand til at tænke og som ikke havde følelser.
Men inden for de seneste årtier er forskerne begyndt at stille spørgsmålstegn ved disse antagelser, og min hensigt med artiklen har egentlig primært været, også at få os andre til at sætte spørgsmålstegn ved disse antagelser –og synet på vores heste. Så jeg er meget glad for at du har startet en diskussion –og håber at andre får lyst til at være med!

Inden for videnskaben er der stadig uenigheder når det gælder hestes grad af bevidsthed og deres evne til at tænke, føle og vise empati, hvilket formentlig til dels skyldes at det er vanskeligt at måle sig frem til disse ting. Men der er fx teorier om, at dét at leve i sociale grupper er grunden til udviklingen af kompleks kognitiv bevidsthed – for hvis ikke de enkelte individer i gruppen er i stand til at registrere hinandens adfærd, behov og følelser fungere gruppen ikke. Ligeledes er det nødvendigt at dyrene kan kommunikere med hinanden, hvis gruppen skal kunne fungere – og da der findes ikke automatiske standard respons i forbindelse med kommunikation, men at kommunikation tværtimod kræver at der tænkes over hvad de modtagne signaler betyder, og hvad der skal signaleres tilbage, må det også betyde at dyrene, i én eller anden grad, må gøre sig tanker om de andre flokmedlemmer i forhold til sig selv.
Når det gælder hestes følelser er der inden for videnskaben efterhånden rimelig enighed om at heste er i besiddelse af basale følelser som smerte, frygt, frustration, vrede/aggression, forvirring, depression, stress, glæde og velbehag. Men der er mere uenighed om hvorvidt de også kan have mere komplekse følelser som fx skyld, skam, flovhed, grådighed og ”at betale tilbage”/”give igen”.
Der er også en del uenighed om hvorvidt dyr er i stand til at resonere, og i at planlægge fremtiden. Men hvad når en hest fx bliver bange for dyrlægen efter en smertefuld, eller på anden måde ubehagelig behandling, og efterfølgende reagere voldsomt ved synet af dyrlægen? Betyder det at hesten har en fornemmelse af fortid og fremtid – at den kan huske hvad der er sket i fortiden, og på baggrund heraf forudse hvad der sandsynligvis vil ske i fremtiden? Mange mennesker mener, at heste kun lever i nuet. Men hvis det er tilfældet, hvorfor skulle en hest, der tidligere har haft en ubehagelig oplevelse med dyrlægen, så reagere så voldsomt ved gensynet af dyrlægen, hvis det ikke er fordi at den kan forudse at der er stor risiko for at der venter den endnu en ubehagelig oplevelse? Vi ved også at sådanne frygtrespons ikke reduceres hvis hesten får smertestillende, men at de reduceres hvis de får angstdæmpende midler.
Hvis vi et øjeblik ser på et par andre dyr, så kan man spørge sig selv om, hvorfor en hund skulle begave sit kødben, hvis ikke det var fordi den var bevidst om, at den er den eneste der ved hvor kødbenet er gemt? Ligeledes ved vi, at for eksempel egern gemmer føde til vinteren. Men vi ved også, at det ikke er ualmindeligt at andre egern ”står på lur” og observerer hvor føden er gemt, for så senere at komme og stjæle det. Og at et egern, der er i gang med at gemme sin føde, ofte standser op og ser sig omkring, for at sikre at det ikke bliver observeret af andre. Hvorfor skulle disse hunde og egern vise en sådan adfærd, hvis de ikke har en fornemmelse af fremtiden? Og hvis ikke det var fordi de har en bevidsthed, ikke alene om dem selv, men også om andre, og om de andres bevidsthed om dem? Men hvorfor ser vi så ikke heste gemme deres føde på den måde? Er det fordi de ikke på samme måde som hunde og egern har en fornemmelse af fremtiden? Er det fordi hestes kognitive evner ikke er oppe på samme niveau som hundes og egerns? Eller er det blot fordi dyrene er forskellige. Og fordi heste primært lever af græs året rundt, og i reglen blot behøver at bøje hoved, for at der er serveret, og det derfor ikke er nødvendigt for dem at gemme føde til dårlige tider?

Men alle disse tanker om hvorvidt heste kan tænke kan, som du selv er inde på, føre til en øget risiko for at hestene menneskeliggøres og tillægge dem evner som de ikke har. Og når man færdes steder hvor heste og mennesker er sammen, er det ikke ualmindeligt at høre sætninger som ”Hvorfor fatter du aldrig noget, din stædige krikke?”, ”Den møghest er hamrende ondskabsfuld”, ”Den hest er altid så doven” eller ”Din dumme hest”. Men er det hesten som er stædig, doven og dum? Eller er det mennesket? Eller er det et udtryk for, at vi ofte ikke er særlig gode til at kommunikere med hinanden? Eller ligger der noget helt andet bag? Hvor gode er vi fx til at opfange de små signaler hesten giver, og tolke dens opførsel, og herud fra vurdere hvornår hesten er klar til nye udfordringer i forbindelse med træningen, og hvornår vi skal vente lidt? Hvor gode er vi til at genkende velbehag og ubehag hos hesten? Til at mærke om hesten er spændt eller afslappet? Om den er rolig eller om den rent faktisk ”har givet op”? Hvordan kan vi kende forskel på om hesten er glad og ivrig, eller om den i virkeligheden prøver at flygte fra en situation? Og hvis hesten fx stejler, hvordan tolker vi det så hvis den falder bagover? Og hvordan tolker vi det hvis hesten har fuld kontrol og balance når den rejser sig? Er det bare tilfældigt, eller fortæller det os noget om hesten og hvordan den har det? Og hvor bevidste er vi fx om hvilken betydning hestens bygning har for dens opførsel? –Hvis den da overhovedet har nogen betydning?
Når vi håndtere / træner vores heste, og de ikke gør som vi ønsker, kan der være mange forskellige grunde til det. Men det er i reglen aldrig fordi hesten ikke vil! Det kan være at hesten ikke forstår hvad vi ønsker af den. Det kan være at den ikke er i stand til det, fordi den mangler styrke, kondition, teknik og/eller smidighed. Det kan være at udstyret genere den, at rytteren sidder skævt, og derved gør det vanskeligt for den at udføre dét der ønskes. Det kan være at den har problemer med tænderne, med hovene eller andre steder i kroppen. Det kan være at den ikke trives i det miljø den lever i, eller i den flok den går sammen med, og derfor ikke kan koncentrere sig om det vi ønsker, eller ikke har energi til det.

For lige at vende tilbage til dit spørgsmål, så tror jeg personligt ikke at hesten tænker “Nu smider jeg hende af fordi jeg ikk kan lide hende”. Og jeg mener heller ikke at heste kan holdes moralsk ansvarlige for at opfører sig på måder som vi ikke ønsker. Hvis hesten fx smider os af, eller ikke opfører sig som vi ønsker, tror jeg at det er nogle helt andre faktorer end hestens intelligens og evne til at tænke, der spiller ind – men det er en helt anden diskussion.
Men jeg tror på at heste har både fysiske, mentale, følelsesmæssige og sociale behov – og mener at vi bør tage hensyn til dette, både når det gælder den måde vi holder dem, den måde vi træner dem, og den måde vi generelt er sammen med dem på.

MEN HVAD TÆNKER I ANDRE OM DENNE DISKUSSION?
HVAD ER JERES HOLDNING?
HAR I MÅSKE HAFT OPLEVELSER DER GØR AT I HELT BESTEMT MENER AT HESTE ER I STAND TIL FX AT TÆNKE? ELLER MÅSKE DET MODSATTE?
JEG VIL MEGET GERNE HØRE JERES TANKER, TEORIER OG ERFARINGER….

Mange hilsner fra Anja / Moderne Hestehold

Hej
Jeg er ikke i tvivl om at min hest har en fornemmelse af fortiden i hvert fald. Ofte har jeg prøvet at min hest, viser mig ting der er sket på et tidligere tidspunkt. Det kan være på folden eller i stalden, at han gør mig opmærksom på noget der er sket tidligere, som feks var lidt farligt. På folden kan han gå fra en fold til en anden når han ser mig, for at vise mig noget der tidligere har været i vejen. Så kigger han på mig går mod genstanden der feks ikke skal være der. snorker og kigger på mig. Dette er sket flere gange. Det er det at han går, fra det han er i gang med, for at gejde mig over til det der er i vejen. Man er ikke i tvivl om, det er til mig. Han kigger på mig vender sig og snorker, kigger på mig gentager igen snorken på genstanden. Lige ledes i stalden hvis noget er væltet på et tidligere tidspunkt. Der peges og snorkes.
Han er klar over hvis jeg er syg og kan undlade og spise.
En god bog er Gerrald Jurrall: Horsewatching.
Her beskrivet også hvordan man har opserveret, mellem vildheste, at heste indbyrdes har venskaber på tværs af rangorden. Disse venskaber kan ind imellem gå forud for rangordnen.
Det giver da hesten impati.
Helena

Hej søde Anja:-)
Først vil jeg takke dig for nogle super interessante artikler og som jeg har sagt til dig finder jeg det urimeligt at du ikke tjener en rød reje på at dele din kæmpe viden med alle os! Jeg ved at du bruger mange timer på at skrive og jeg vil hermed opfordre alle som benytter dine råd og følger med herinde til at donere til din virksomhed efter evne;-) Dette er dit livsværk og du ofrer dig 100% Derfor vil jeg ihvertfald bruge dig som behandler til min hest i det omfang jeg kan for at bidrage til at vi fortsat kan nyde godt af din viden og dit engagement:-)
Til pågældende art. og diskussion vil jeg sige dette:
Jeg ved nok mere om hunde end heste og at en hund begraver sit ben er en instinktiv reaktion når hunden ellers ikke sulter. (Så vil den spise benet straks) Den begraver det for at gøre det mere fordøjeligt i en situation hvor den ikke behøver det lige nu og ofte hvis den føler sig betroet lederrollen. De hunde jeg kender som begraver ben er hunde med svage ejere – dvs. ejere som lader hunden lede flokken uanset om den kan klare opgaven! Det er faktisk i de fleste tilfælde hunde som er stressede over at blive afkrævet en position som de ikke kan leve op til og som de aldrig ville have i naturen. For en sund hund gælder reglen at hvis den er mæt er den ligeglad med benet og går sin vej og lader andre hunde tage det. Altså ingen “tanker” der! Ligesådan kan hunde sagtens ligge side om side og gnave ben hvis de er en del af flokken og stoler på at deres leder finder mad. Mine 2 hunde har aldrig begravet noget og tygger sammen helt tæt i fælles kurv!!! For heste er min erfaring at de kan “give igen” hvis de bliver uretfærdigt behandlet altså hvis man overser deres misbehag. Min hest Tøzen har således bidt min veninde i balden fordi hun løftede hendes ben for højt. Hun havde renset bagben uden empati og da hun derefter løftede forben kvitterede hesten med et bid! Det var tydeligt “hævn” når man betragtede fra sidelinien. Og jeg har oplevet hende blive sur hvis jeg kræver mere end hun er uddannet til. Dog hælder jeg mere til at heste lever i nuet og at de reagerer på hvilke følelser vi har når vi håndterer dem. I det samme jeg forlanger for meget er en del af mig bevidst om dette og jeg angrer. Hesten mærker denne (tvivl) ændring/mangel i min ro/kropssprog og reagerer negativt. Eller man er helt galt på den mht. kropssprog og ignorerer ethvert signal fra hestens side (som min veninde) Men jeg tror også på at de skal overbevises om når fortiden ændres. Dvs. har en hest oplevet misforståelser og manglende empati skal man bevise for dem at man vil dem kun godt. Altså med gentagne gode oplevelser. Jeg kan varmt anbefale alle at se Klaus Ferdinand Hempfling på youtube. Og læse hans bøger. Han beviser meget tydeligt at det handler om indre ro og styrke når en hest skal vindes. Heste er spirituelle væsener som alle der er til stede her og nu og det bør vi som ansvarlige heste ejere også være når vi omgås vore heste. Til Helena: Din hest viser tydelig at du er leder i min bog:-) Sammenfattet synes jeg bare vi skal være varsomme med at tillægge dyr menneskelige egenskaber da vi risikerer at overbebyrde dem og vi gør det vel også i virkeligheden for vores egen (romantiske) skyld!!
Knus til dig Anja
Pernille

Jeg vil bare lige dele et par oplevelser som mine smukke shetter hopper har givet mig.
6års hoppe, utrænet, men meget glad for mennesker. Hun er nok et af de mest empatiske dyr jeg har kendt i mit liv. Hun fanger mit humør bedre end jeg selv gør. Er jeg ked, så stiller hun sig med forbenene på begge sider af mig og sørger for at de andre lader mig være mens hun passer på mig. Hun hviler sit hoved på min skulder og er der bare. Hun er hvad nogen vil kalde, hypersensitiv.

Hendes afkom, 1 års hoppe har oplevet en del dårlige ting i sit meget korte liv og kom til mig som “et projekt”. Hun var ikke “håndtam” som et-års og sprang væk i panik og man kunne knap røre hende og slet ikke sætte et tov i grimen på hende. Hun fik vist vejen, ved at jeg var der, hver eneste dag, snakkede med hende, selvom hun stod 4 meter væk. Hun så hvad jeg lavede med de andre ponyer, hun så at de gerne ville nusses og røres ved. Og en dag, ca 3 uger efter hun var kommet, ja der kom hun selv, som om at hun nu havde taget mod til sig og ville se om det passede at det ikke gjorde ondt at snakke med en tobenet som mig. Hun har forvandlet sig til en nussepony der aldrig kan få nok. 🙂 De to ponyer, er meget forskellige, men har tilfælles at de er meget bevidste om mit humør og mit sindelag og jeg kan mærke hvis jeg har for meget i tankerne, så “driller” de.
Ingen tvivl her om at heste har empati, nogen mere end andre og nogen bedre i stand til at kommunikere det til deres mennesker. Og ja heste husker dårlige oplevelser, det bliver lagret i langtidshukommelsen hos dem.

Meget spændende læsning på denne her side. Det er sundt lige at få sat spørgsmålstegn ved ens “overbevisning” 🙂