Hestens stereotypier – aldrig bare en unode

Af Aiko Sho Nielsen

Inde på staldgangen er det blevet tid til at tage hestene ud på den daglige foldtur. Selvom man går lige så stille rundt og gør klar, er det tydeligt at hestene ved, hvad der skal ske. Nogle af dem vrinsker lidt, eller skraber med forbenet i ny og næ, mens andre blot står ved boksdøren og kigger vågent ud med ørerne fremme. Men en enkelt hest reagerer anderledes og mere voldsomt. Hvileløst vandrer den hastigt rundt om sig selv i boksen en, to og tre gange, i noget der ligner en nøje fastlagt bane. Den lader dårligt til at bemærke, at man standser op og snakker til den. Ind imellem standser den brat op, holder en lille pause, og gentager så sin stereotype boksvandring i samme mønster som før.

Man kan både blive bekymret og usikker, når man møder en hest, der har en stereotypi, som eksempel boksvandring. Hestens monotone, gentagne bevægelser virker unaturlige og mærkelige, og giver ofte også en uønsket fornemmelse af uro i stalden.

For nogen leder det tankerne hen på gamle optagelser fra zoologiske haver, hvor man så hvordan tigeren vandrede hvileløst frem og tilbage i sit alt for lille, trøstesløse bur, og nærmest havde slidt en bane i gulvet, fordi dens bevægelser var blevet så ensartede. Ikke just et rart syn.

En hest der stereotyperer bliver måske nogle gange set lidt skævt til i stalden – der må jo være noget i vejen med den, og hvad nu hvis det smitter de andre heste?

Men hvad betyder det egentlig for hestens velbefindende, at den har en stereotypi? Har hesten det dårligt? Er det en slags uskadelig kortslutning i hjernen? Er det måske bare ’staldunoder’, som forsvinder ved opdragelse? Eller…?

Måske fordi stereotypier er så nemme at få øje på, har forskningen længe prøvet at undersøge, hvad de egentlig går ud på.  Hos heste ved man i dag at stress, frustration, problemer med for lidt grovfoder, ringe mulighed for bevægelse eller for social kontakt med andre heste, er nogle af de ting som har betydning for, om hesten udvikler stereotypier eller anden unormal adfærd.

Man ved også, at stereotypier kan ’sætte sig’ og blive så fast en del af hestens adfærd, at den måske aldrig stopper helt med at udføre den, selv ikke hvis hestens leveforhold ændres, og hesten egentlig har det godt.

Misforståelser og myter om stereotypier

Hvad er en stereotypi egentlig?

Det er en form for unormal adfærd, hvor hesten udfører en bestemt handling gentagne gange lige efter hinanden, og på en meget ensartet måde. Samtidig udfører hesten disse handlinger i situationer, hvor adfærden ikke umiddelbart lader til at have noget formål. At adfærden er unormal betyder ikke nødvendigvis at man ikke kan se adfærden hos vildtlevende heste, men betyder at adfærden vises med en anden hyppighed, intensitet, eller i andre situationer end den gør hos dyr, der lever i naturen. Dog ser man også at hestene udvikler helt nye og abnorme former for adfærd som ikke er blevet observeret hos vildtlevende heste.

Er stereotypier en bevidst handling fra hestens side?

Nej, hesten har ikke et bevidst forudbestemt mål med adfærden – tværtimod er stereotypien en reaktion på indre og/eller ydre stimuli, eller mangel på samme. Mange gange bliver udtrykket ”staldunoder” brugt om stereotypier, hvilket er meget uheldigt, fordi det antyder at hesten har skyld eller ansvar for handlingen. Og det er langt fra er tilfældet.

Er stereotypier meningsløse handlinger, som hesten ingen nytte har af?

Det er en udbredt påstand at stereotypier er meningsløse handlinger, som dyret ingen nytte har af. Men her viser forskningen et andet billede. Meget tyder på at hesten udvikler stereotypier eller anden form for unormal adfærd, som et forsøg på at kompensere for levevilkår, som ikke opfylder hestens biologiske behov. Man ved også, at hesten udskiller øgede mængder endorfiner i blodet, når den udfører den stereotype adfærd. Og at endorfinerne virker smertestillende, og giver hesten en følelse af velbehag, som kan lindre deres frustrationerog ubehag. Derfor kan stereotypier faktisk ses som hestens forsøg på at klare sig under forhold, som den mistrives i.

Har heste der udviser stereotyp adfærd det altid dårligt?

Nej, det har de ikke. Der kan være stor forskel på om en stereotyp adfærd kun lige er ved at danne sig, eller om adfærden har været en del af hestens adfærdsmønster i længere tid. Og især hestens alder, når den udvikler den stereotype adfærd, kan have betydning for om hesten vil ophøre med den unormale adfærd hvis dens forhold forbedres. Stereotypier som dannes hos føl, er gerne de mest hårdnakkede af slagsen, fordi nervesystemet stadig er formbart og udvikles, mens stereotypien opstår. På den måde bliver stereotypien faktisk en del af føllets mentale udvikling, og en normal, fasttømret del af dens adfærd. Føl skal helst ikke fravænnes før de er minimum 9 måneder gamle, og det skal gøres langsomt og gradvist. Det er et kæmpe chok for både hoppe og føl at blive adskilt for brat og for tidligt, og især føllet kan blive så frustreret og stresset, at det danner stereotypier eller anden unormal adfærd.

Kan man opdrage hesten til ikke at vise stereotyp adfærd?

Forsøg med krybbebiderremme og andre midler, der skal forhindre hesten i at udføre stereotypier ved at gøre ondt, eller ved at være ubehagelige for hesten, virker nemlig ikke. At hesten vælger at udføre stereotypien, selvom man forsøger at forhindre den i det, viser hvor stærkt motiveret den er for det – og det tyder på at adfærden faktisk er med til at opfylde et behov hos hesten. I stedet er det vigtigt at se på, hvilke mentale eller fysiske problemer hesten kan have, som ligger til grund for stereotypien. Og tit kan stereotypiens type give os et hint om, hvad hesten mangler eller er frustreret over.

Smitter stereotypier de andre heste i stalden?

Nej, det gør de ikke. Forskning viser, at heste ikke lærer den form for adfærd ved at se på andre heste. Det der snarere kan være tilfældet er, at det er de samme problemer i hestenes forhold, som gør sig gældende for flere af hestene i stalden. Så her skal man gå ind og se på om forholdene kan forbedres, i stedet for at isolere eller gøre en hest til syndebuk.

Er stereotypier arvelige?

Noget tyder på at der kan være arvelige faktorer indblandet i tendensen til at danne stereotypier. Man kan forestille sig at visse heste er genetisk disponerede for at udvikle stereotypier, fordi deres nervesystem er mere sensitivt overfor stress. Men der mangler stadig klare videnskabelige resultater på området.

Hestens adfærd fortæller os noget

Nogle af de mest almindelige former for stereotypier i hesteholdet er krybbebidning, vindslugning, trætygning, vævning og boksvandring.

Når det gælder krybbebidning, vindslugning og trætygning ved man, at det typisk ses hos heste, der har mavesår. Heste er i risiko for at udvikle mavesår, hvis de ikke får nok grovfoder. Det skyldes at heste kun danner spyt når de spiser, og at de derfor skal have nok fiberholdigt foder til at kunne neutralisere mavesyren. Både krybbebidning, vindslugning og trætygning er orale aktivtieter, som får hesten til at danne spyt. Så når hesten for eksempel krybbebider lindrer det, både ved at dens krop danner endorfiner, men også ved at det ekstra spyt neutraliserer noget af mavesyren. Nå heste der viser orale stereotypier får adgang til rigeligt med grovfoder, så mavesåret bedres, vil den stereotype adfærd ofte stoppe, eller i hvert fald nedsættes kraftigt. Det er et godt eksempel på, at dyrets adfærd kan fortælle os meget om, hvordan den har det.

Vævning og boksvandring kan være udtryk for at hesten er frustreret, fordi den ikke har tilstrækkelig mulighed for at bevæge sig. Stereotyp boksvandring og vævning kan opstå ud fra små intentionsbevægelser, hvor hesten bevæger sig rundt i et forsøg på at komme ud af sin boks. Stereotypier dannes ikke på en dag, men sandsynligvis over længere perioder med frustration. Når hesten er frustreret, vil den typisk virke urolig, så det er et tegn, man skal være på vagt overfor.

Skader stereotypierne?

Det kan være svært at tolke hvad en stereotypi betyder for hesten velfærd, fordi heste kan blive ved med at vise stereotypier, selv når de får langt bedre levevilkår. Man ser dog ofte at stereotypien med tiden ses meget sjældnere, hos de heste som ikke længere er stressede.

Påstanden om at stereotypier slider på hestens led, gør kroppen skæv eller på anden måde skader kroppen, er der heller ikke et entydigt svar på: En stereotypi kan på sigt skade hestens krop, hvis hesten udfører de samme bevægelser i timevis dagligt. Men mange heste stereotyperer langt mindre end det, og her har den smule slid nok ikke den store betydning.

Den rolle som stereotypier og anden unormal adfærd spiller som tegn på stress og dårlig velfærd, er langt vigtigere, end de fysiske effekter af, at hesten udfører dem. Så i stedet for at fokusere på blot at fjerne stereotypierne, gør vi hesten en større tjeneste ved at arbejde på at give den leveforhold, der bedre opfylder dens behov – og dermed en masse gode oplevelser i livet.

Artiklen tilhører Aiko Sho Nielsen, og må ikke kopieres, sælges, distribueres eller på anden måde gengives uden udtrykkelig skriftlig tilladelse fra Aiko Sho Nielsen.

Nu hvor du er færdig med at læse artiklen…
Fortæl mig, hvad du synes! Hvilke tanker satte teksten i gang hos dig? Hvad fik du ud af artiklen? Er der områder du gerne ville have uddybet? Jo mere feedback jeg får fra DIG, jo bedre er mine muligheder for at skrive noget som netop DU syntes er interessant!
Men vær opmærksom på, at jeg ikke længere har tid til at skrive personlige svar til alle. Indimellem kan det godt være at jeg lige kommentere på ét eller andet hvis jeg har tiden til det, men har du specifikke spørgsmål vedr. din egen hest / pony, så kontakt mig på mail eller telefon – måske har jeg et hurtigt svar til dig, eller du kan booke en tid til en konsultation hos mig.

{ 20 comments… read them below or add one }

Anne-Lise Bartram august 28, 2012 kl. 14:13

Hej,

Vi har lige købt en hest som vi fik hjem i fredags. Den udviste boks vandring i 2 af de bokse vi prøvede at sætte hende ind i, den 3 boks vi prøvede faldt hun til ro, men tilgengæld viser hun væve adfærd på fold og det uanset om hun får på græs med vores 2 andre heste eller står alene. Hun ignorere de andre heste og står ved lågen og går frem og tilbage, frem og tilbage i et væk. Hvad mener du vi skal/kan gøre ved dette ?

Mvh Anne-Lise Bartram

Moderne Hestehold august 30, 2012 kl. 21:54

Hej Anne-Lise.

Det lyder jo umiddelbart som om hun savner sin gamle flok/hjem meget.
For boksvandring og vævning er to nærtbeslægtede adfærdsformer som heste viser når de ønsker at bevæge sig hen mod noget de gerne vil have adgang til, eller bevæge sig væk fra en situation de ikke bryder sig om, men er fysisk forhindret heri.
Så når Jeres hoppe væver/vandre, er det formentlig et udtryk for at hun ønsker at bevæge sig tilbage til sin gamle flok/hjem.

Har hendes tidligere ejer snakket om at hun var væver/boksvandre, eller kunne have tendens til det? Og var det adfærdsformer som I lagde mærke til, da I var ude og se på hende? Eller så I hende ikke i situationer hvor hun ikke var i hænder?

Ved I om hun er vokset op alene, eller i en meget homogen flok (fx udelukkende sammen med andre hoppeplage på hendes egen alder)? For hvis dette er tilfældet, kan det også være et element der spiller ind. Det skyldes, at heste der vokser op alene, eller i en meget homogen flok, typisk ikke vil være ret gode til at kommunikere med andre heste. Hestenes sprog er nemlig kun i meget grove træk medfødt, men alle ”detaljerne” i sproget er noget de helt unge heste lære mens de vokser op, og lære de ikke dette sprog, kan de senere have problemer med at kommunikere med andre heste, og derfor vil de mange gange ikke vise den store interesse for andre heste.

Jeg går ikke ud fra at I har andre heste end de to andre du nævner, så der er jo ikke mulighed for at prøve om der er andre heste hun ”svinger bedre med”. Så umiddelbart ville jeg lade hende gå sammen med de to andre heste, og så håbe på at hun bliver glad for at gå sammen med dem, når hun forhåbentlig falder lidt til ro og lære dem at kende.
Men den stress hun oplever i forbindelse med flytningen, og savnet at sin gamle flok, kan give anledning til spændinger i kroppen på hende, som så igen virker stressende på hende –en ond spiral. Så I kunne eventuelt prøve at massere hende lidt selv –og gerne ude på folden. Det vil have en direkte og positiv virkning på hendes krop, og vil kunne hjælpe hende med at slappe af, og vil også hjælpe hende med at få nogle positive relationer til Jer og stedet. Især massage/berøring af mankeområdet og den øverste del af skulderen virker beroligende. I behøver ikke bruge nogen bestemte teknikker, så bare følg Jeres intuition.
Motion/træning er en anden faktor som også har vist sig at kunne hjælpe i sådanne situationer. Det bedste er varieret træning der er tilpasset hende og hendes niveau.
I stalden ville jeg lade hende stå i den boks hvor hun faldt til ro og virker til at være bedst tilpas.

Hvis ikke dette hjælper, tænker jeg at hun måske kan have nogle større eller mindre problemer i kroppen. For ligesom vi typisk bliver mindre sociale, og mindre interesserede i at lære nye mennesker at kende, hvis vi har det dårligt, kan det samme være tilfældet for dyr.
De problemer som hestene kan have i kroppen, og som kan ”fylde rigtig meget for dem”, er ikke altid så synlige for os, så vi lægger ofte ikke mærke til dem. Men som Equine Touch Practitioner har jeg efterhånden fået en del tilbagemeldinger fra hesteejere som har haft heste der ikke har fungeret så godt på folden, men som efter de har fået Equine Touch er begyndt at fungere og trives meget bedre sammen med de andre heste på folden og i stalden. Mange af disse heste har haft lidt problemer omkring kæbeleddet, omkring atlas (den første nakkehvirvel), eller nedsat immunforsvar – og det er jo netop problemer som man måske ikke lægger så meget mærke til, og mange af disse heste har umiddelbart fungeret ok i forbindelse med ridningen/træningen, så deres ejere har derfor ikke haft troet at de havde problemer, men har bare haft tænkt at det var sådan hesten var. Denne gruppe heste kan selvfølgelig have alle mulige forskellige slags problemer, men de her nævnte er nok nogle at de mest hyppige for de heste jeg har haft besøgt, som har haft svært ved at trives med de andre heste på folden.
Så hvis problemet fortsætter kan det måske være en god idé at få hende tjekket med dette i baghovedet.

Jeg håber at I kan bruge mit svar til noget 😉
– Og håber at hun snart falder til ro, og bliver glad for både Jer og de øvrige heste!

I må meget gerne skrive igen, og fortælle hvordan det udvikler sig….

Mange hilsner fra Anja / Moderne Hestehold

Anne-Lise Bartram august 31, 2012 kl. 01:20

Hej Anja,

Vi fik hende tjekket af vores kiropraktor, og hun var i fin stand, dog havde hun nogle enkelte låsninger i ryggen. Men hun trænger til tandlæge, så det får hun snarest 🙂

Vi observerede hende på fold hos ejer, da vi havde prøvet hende, og hun fungerede fint, stod dog kun sammen med een anden hest. Ejer havde informeret om, at hun kunne være lidt urolig i boks, men det kun var omkring udlukning tid at hun viste det. Jeg ved ikke om hvorvidt hun har stået sammen med andre hoppe-plage, kun at hun kom til ejer da hun var ca 2-3 år og at de tilred, men at hun har været hos dem indtil vi købte hende.
Vi prøvede at sætte hende på en græs fold ved siden af vores 2 andre og hun faldt til ro og græssede fint, så satte jeg hende sammen med vores anden hoppe og det gik fint indtil at vi kom og vores anden hoppe kom løbende hen til os fra den anden ende af folden, da blev den nye stresset og markerede ud efter hende og vores anden hoppe løb ned i den anden ende af folden igen. Men da var den nyes ro stoppet og hun begyndte igen at løbe frem og tilbage langs hegnet 🙁

Vi har kontaktet ejer og fortalt om vores observationer, og de siger, at hun også var urolig da hun kom til dem, og at det går over… Men pt er jeg ikke så sikker på at det er tilfældet.

Mvh Anne-Lise Bartram

Anne-Lise Bartram august 31, 2012 kl. 01:26

Det skal lige nævnes at hun er fantastisk på stald og i ridning og total cool, så der oplever vi ingen problemer hun er 5 år og meget vel redet og aldersvarende uddannet. Hun slapper meget af når vi rider hende og har alm omgang med hende, det er kun når hun går på fold at hun udviser denne adfærd?

Moderne Hestehold september 1, 2012 kl. 10:31

Hej igen Anne-Lise

Det kunne godt umiddelbart lyde som om at hun enten er vokset op alene, eller i en meget homogen flok, og derfor kan have lidt svært ved at kommunikere med andre heste.

Det kunne også godt tyde på, at hun meget tidligt i livet har haft udviklet en bevægelsesorienteret reaktion på stress. Og når sådan et reaktionsmønster dannes hos meget unge dyr kan det være svært at ændre, da unge dyrs centralnervesystem er mere plastisk, og derfor påvirkes mere dybtgående af omgivelserne, end det er tilfældet hos voksne dyr. Så hvis hun fx har udviklet denne adfærd (vævning/vandring) som en følge af social isolation (fx i forbindelse med en lidt for brat og/eller tidlig fravænning) vil det være normalt for hende / hendes nervesystem at reagere sådan.

Så jeg syntes I skulle prøve at se tiden lidt an, og lade hende gå sammen med den / de heste hvor hun virker til at falde mest til ro. Og så som sagt også prøve at hjælpe hende lidt med lidt hyggelig massage og træning.

– Vil meget gerne høre hvordan det går om en måneds tid 😉

Mange hilsner fra Anja / Moderne Hestehold

Anne-Lise Bartram september 1, 2012 kl. 11:04

hej Anja, vi har delt folden op med noget hegn så hun går på den ene side og de 2 andre heste på den anden side, og vores 1’er pony på en fold overfor, og hun falder mere og mere til ro hver dag. vi lukkede hende ud i dag på den opdelte fold og hun faldt helt til ro igen og fungere bare super 🙂
mvh Anne-lise Bartram

Moderne Hestehold september 3, 2012 kl. 22:22

Hej igen Anne-Lise

Det glæder mig meget!

Mange hilsner fra Anja / Moderne Hestehold

Connie Keilow september 29, 2012 kl. 06:33

Hej. Tænker en del over et problem, vi ikke har kunnet finde noget om nogen steder. Vi har en stor polsk koldblodshoppe på 8 år. Problem består i at den har fundet et musehul og nu står den så og sparker i ydermuren af sten/beton. Dette larmer ret meget og det er både dag og nat. Der er gjordt ting for at udrydde musene. Stod i aftes udenfor vinduet for at se hvad hun faktisk laver. Står med mulen henne ved muren og bagdel mod gangareal. Faktisk står hun og hopper/småsparker med bagbenene ud mod gangen eller muligvis mod nabohoppen som har et 2 mdr gammelt føl. De gange hvor hun har sparket i selve betonen lyder der nogle rungende brag og dette har hun gjort 2-4 gange, det er nu det med “hopperiet” der undre os. Det er stort set hele natten med jævne mellemrum. Det skal lige tilføjes at vi kun har haft hende siden midt i juli. Hun er en stor kraftig dame, med en stor appetit, hun er meget nysgerrig og vil ha opmærksomhed når vi er i stalden ellers sparker hun også på døren med forhove. Hun vil meget gerne følge med i alt hvad der sker og minder nogle gange om en skoletøs der bare vil ha alt med og helst ikke gå glip af noget. Og går ikke udfra at hun er konstant hingstegal. Nu mens jeg skriver er den i fuld gang med at hoppe/sparke.
Håber at vi evt kunne få en ide til hvad der er årsagen, da det er meget frustrende, ikke mindst for hesten selv tror jeg.
Mvh Connie Keilow

Moderne Hestehold oktober 3, 2012 kl. 18:38

Hej Connie

Jeg må indrømme at jeg ikke umiddelbart har observeret, eller hørt om, en tilsvarende situation -og så alligevel….for det jeg umiddelbart kommer til at tænke på, er om sparkeriet overhovedet har noget med musen og musehullet at gøre? Jeg har nemlig flere gange oplevet, at heste der har smerter (fx i forbindelse med udvikling af spat, ringfod eller lignende) begynder at sparke og/eller stampe –og jeg syntes godt at det kunne lyde som om, at det måske er dét der også sker her. For at undersøge dette kan I prøve at give hende noget smertestillende i nogle dage, og se om det så ændre adfærden. Så snak evt med Jeres dyrlæge om denne mulighed.

Herudover går mine tanker i retning af, at når en hest skraber med forbenene, sparker med forbenene på boksdøren, eller ”hopper” skyldes adfærden typisk fra et ønske om at bevæge sig – i Jeres hoppes tilfælde kan det tænkes at hun syntes lyden og/eller lugten af musen virker interessant, og at hun skraber, banker og hopper i forsøget på at ”finde den”. -Og at det er det samme der sker når hun gerne ”vil være med i Jeres aktiviteter”. Så jeg tænker også at hun måske ville trives rigtig godt i et løsdriftssystem hvor hun har rig mulighed for at bevæge sig rundt og undersøge omgivelserne, samt har fri adgang til leg og bevægelse. Alternativt et så åbent staldsystem som muligt, og en plads i stalden hvor hun kan følge med i mest muligt –men selvfølgelig under hensyntagen til at hun ikke kommer til at genere andre heste.

Det kan også være en god idé at sætte måtter op i boksen, for at beskytte hendes ben (og inventaret) mod hendes slag – men dette er dog kun ”symptombehandling”, da det ikke løser hendes/Jeres problem, men blot beskytter mod yderligere skader indtil årsagen, og en god løsning, forhåbentlig er fundet.

Jeg håber meget at mine tanker måske kan hjælpe Jer et skridt videre!
I er også meget velkomne til at optage noget video af hende og hendes adfærd – det kunne være meget interessant at se 😉
Jeg vil også meget gerne have en opdatering lidt senere på året 😉

Og som altid –hvis der er nogle af Jer andre læsere som har oplevet noget linende, har nogle bud på hvad der kan være forklaringen på adfærden og/eller hvordan problemet kan løses, så tøv ikke med at skrive 😉

Mange hilsner fra Anja / Moderne Hestehold

Charlotte Halby januar 27, 2013 kl. 21:30

Hej Anja,
Jeg håber at du kan hjælpe mig med min hest, som har ændret adfærd de sidste 14 dage.
Den blev flytte pr. 1. december til en ny stald. I starten gik det godt og der var ro i boksen. Langsomt begyndte den at ville kigge ud af bokslågen og ned ad staldgangen efter de andre heste. Den virker bange for at blive forladt og jeg er sikker på, at den i nogen grad har seperationsangst. Den er bange for at blive efterladt og hvis jeg rider den i ridehal og en hest går ud stresser den op, vrinsker og bliver svær at berolige, dette synes jeg dog bliver bedre og bedre. Problemet er i boksen,hvor uroen har indtaget den og tendens til at kigge ud/løbe forhastet hen til bokslågen for at kigge ud er ved at udvikle sig til vævning. Når der står og kigger er den begyndt at rokke lidt frem og tilbage. Den er svær at få væk fra lågen og virker meget nervøs, hvis en hest på gangen og står bundet forsvinder fra staldgangen.

Jeg har forsøgt at hænge et boksgardin op, for at få hesten til at finde ro i boksen, dette hjalp ikke, den stak hovedet nedunder gardinet ret hurtigt. Idag forsøgte jeg at hænge en bold foran bokslågen, men hurtigt fandt den sit gamle mønster og kiggede ud igen.

Boksen er murret op fra loft/gulv og jeg tror at problemet ligger i hans seperationsangst og denne forværres i og med, at han ikke har overblik over stalden. Spørgsmålet er, om du med din store viden/erfaring har oplevet lignende? Og om du har et forslag til, hvorledes jeg kan hjælpe min hest.

Mange hilsner fra
Charlotte

Moderne Hestehold januar 31, 2013 kl. 08:53

Hej Charlotte

Som jeg jo plejer at skrive, er det vanskeligt for mig at udtale mig helt konkret, når jeg ikke selv har set hesten. Men ud fra din beskrivelse er min første og alt dominerende tanke, at din hest desværre ikke bryder sig om sin nye boks. Jeg skriver ”desværre” da jeg jo godt ved, at dét at finde et andet sted til sin hest ikke altid er noget man ”bare gør” –og jeg er bestemt heller ikke fortaler for at man flytter for meget rundt på hestene. Men i dit tilfælde vil jeg umiddelbart tro, at det er den eneste mulighed du har for at hjælpe din hest. Hvis det er muligt at få en anden boks i stalden, hvorfra der er bedre mulighed for at have overblik over stalden samt visuel kontakt til andre heste (eller hvis det er muligt at lave sådan en boks), vil der være mulighed for at din hest falder til ro og bliver glad for sin nye stald – og det vil jo være super. Men er dét ikke en mulighed, vil at bestemt anbefale dig at finde et andet sted til din hest –og et sted hvor den har mulighed for så meget kontakt til andre heste som muligt.
Det er vigtigt at du er opmærksom på, at de reaktioner du beskriver, er tegn på at din hest er meget stresset –og når det er dét sted den bor der stresser den, vil den jo være under konstant påvirkning af stress, hvilket både har en negativ effekt på dens helbred, dens humør og følelsesmæssige liv, samt hvordan den fungere i træningen (som du beskriver vil den blive urolig og have svært ved at koncentrere sig, men den vil også få væsentligt nedsat indlæringsevne).
At skærme boksen yderligere af, som du har forsøgt, vil ikke hjælpe din hest da dens problem netop er den er bange for at være uden sin flok (men det er ganske rigtig at denne taktik kan hjælpe andre heste –men de har dog i reglen nogle lidt andre problemer… Men ”1-0 til forsøget” 🙂 ). Det er også grunden til at bolden heller ikke har hjulpet din hest – bolden er for din hest helt irrelevant, så længe den ikke har sin flok i nærheden – og forstyrre bolden (eller andet) dens mulighed for at søge kontakt til andre (hvilket er dét der sker når den bevæger sig rundt i boksen og så småt begynder at væve – selv om den ikke kan komme ud af boksen, begynder dens krop at bevæge sig i forsøget på at bevæge sig væk fra situationen og hen til andre heste) vil den blot finde en anden måde at reagere på.

En anden faktor, som kan have meget stor indflydelse på om heste udvikler stærk separationsangst, er hvis de har ét eller andet problem i kroppen, som gør at de instinktivt føler sig mere udsatte. Er dét tilfældet vil det blive yderst vigtigt for den at ”søge beskyttelse hos flokken”. For helt at forstå dét, skal man tænke lidt over hvilke fordele der er ved at være i en flok –og i denne sammenhæng er det især dét, at der i en flok ganske enkelt er flere til at holde vagt, og derfor vil potentielle farer kunne opdages tidligere, samtidig med at de enkelte heste har mere tid til fødeindtagelse, hvile osv. Skulle flokken alligevel blive overrasket af et rovdyr, har de fordel af den forvirringseffekt der opstår, når hestene enten klumper sig sammen, og dermed gør det vanskeligt for rovdyret at skelne de enkelte heste fra hinanden. Eller når de enkelte heste flygter i hver sin retning. Og skulle flugt være umulig kan de have glæde af et kollektivt forsvar. Endelig vil de enkelte heste også have glæde af den såkaldte fortyndingseffekt, idet et rovdyr ved et overraskelsesangreb i reglen kun har mulighed for at fange en enkelt hest. Det vil sige, at hvis en hest der lever alene bliver overrasket af et rovdyr, vil den som oftest blive fanget. Men hvis hesten lever i en gruppe, vil der typisk stadig kun være én der bliver fanget, og hver enkelt flokmedlem har en chance for, at det ikke bliver dén.

Men som sagt tror at jeg umiddelbart at den primære årsag til din hests problemer er selve stalden –men derfor kan det måske alligevel være en god idé at få den tjekket af en kompetent person, for at udelukke at den kan have et problem. Her er det også vigtig at være opmærksom på, at hesten nogle gange kan have problemer i kroppen som det kan være temmelig vanskeligt at opdage, hvis man ikke lige ved hvad man skal kikke efter, men som godt kan give hesten ganske store problemer.

Jeg håber meget at du kan bruge mit svar til noget!!
Og jeg håber også at du vil skrive igen her i løbet af foråret og fortælle hvordan det går med din hest….

Mange hilsner fra Anja / Moderne Hestehold

Julie november 1, 2013 kl. 10:15

Hej.
Meget interessant artikel. – dog er mit problem ikke beskrevet her, så nu prøver jeg at spørge dig, og håber du kan hjælpe.

Min hest virker konstant sulten, hvilket resultere i at der ikke kan gives hø og lign på fold, da han jagter de andre på folden. Når han så kommer i boks, har ædt sin mad, så går der max 3-5 timer, så er 10kg wrap også væk. Så begynder han at sparke i boksen til dem der ejer stedet, de står op og giver ham mere at æde.
Dette er kommet gradvist de sidste 2 mdr, og nu er det HVER aften/nat.
Hvad kan dette skyldes? Og hvad kan jeg gøre?

Mvh Julie.

Michele og Vibeke november 26, 2014 kl. 19:30

det første er lyder ikke som stereotypier men det lyder meget mere som OCD.

hilsen 2 dyrepassere studerende.

Heidi februar 22, 2015 kl. 20:23

Jeg har en welsh pony på 4 år som vandere rund i boksen når han kommer ind, og jeg kan ikke lede hans opmærksomhed et andet sted hen. Han går i ring hele tiden hvis han ikke har noget at spise. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham hilsen Heidi

Louise Helstrup september 24, 2015 kl. 15:59

Hejsa
Virkelig interesant artikel!
Min hoppe klør sig… Og jeg har mistanke om, at hun nu har udviklet en stereotypi.
Hun har kløet sig siden hun var to år, hun er nu elleve. Jeg har prøvet stortset alt hvad der findes på markedet af kløestillende midler, også forebyggende.
Min teori går på, det kløede i starten og det var dejligt og hjalp når hun kløede sig, så nu er det “bare noget hun gør”. Lyder det helt hen i vejret?
Hun klør sig både sommer & vinter, så vi er ikke ude i sommereksem, selvom det er værst om sommeren.

Rie Bech september 24, 2015 kl. 20:57

Hejsa

En virkelig god og informativ artikel. Jeg er i tvivl om min hoppe har en stereotypi. Uanset hvornår eller hvem der går hen til hende puffer hun let til en. Hun har gjort det i de 2 år jeg har haft hende. Hun vil ikke gnubbe sig – det er sådan nogle små puf. Jeg plejer at kalde hende min høne hest, da bevægelsen minder rigtig meget om en høne der pikker i jorden efter mad.
Det er faktisk først efter jeg har læst denne artikel, det er gået op for mig at det måske er en stereotypi. Jeg har ikke tænkt at det kunne være det, da jeg altid netop har forbundet det med krybbebidning, vævning osv.

Hvad tænker du?

Hilsen Rie og Trille

Steen Hansen september 24, 2015 kl. 22:11

Jeg mener, at det ville være meget dejligere at leve på Jorden,
hvis vi mennesker var mere åbne og lærevillige overfor
hvad dyrene kan fortælle os, om et liv i overensstemmelse
med Naturen og dens love/regler!

Jeg vil i hvert fald gerne lære at forstå min hund, så vi kan samarbejde noget bedre, blandt andet ville jeg gerne lære, hvordan jeg skal gøre for ham,
så han bliver tryg ved at køre i elevator, da vi bor på 15. sal,
og nu har han måttet finde sig i at være utryg i 4 ud af hans 5-årige liv.

Men da jeg kun er ca. 83 år, har jeg vel håb om, at nogen kan hjælpe mig og min hund, så vi kan få et bedre liv de sidste mange år, (20 – 25 år) som vi forhåbentlig har sammen.

Anne Katrine juli 11, 2016 kl. 14:25

Jeg har en hingsteplag fra april sidste år, som udviser så stor seperationsangst, at vi ikke engang kan adskille ham fra hans flok, på hver side af en bokslåge. Han springer ganske simpelt igennem lågen for at komme over til de andre. Dette er en adfær han har haft allerede som føl, hvor vi ikke kunne adskille ham fra hoppen, uden at han gjorde skade på sig selv i forsøget på at komme hen til hende. Derfor var det også en kold tyrker, den dag vi skilte hoppe og føl ad. Måske ikke den optimale løsning, men den eneste måde det kunne lade sig gøre.Efterfølgende knyttede han sig meget til en ældre vallak, der dog efter et par måneder blev sendt væk i ridning. Da han forsvandt begyndte han at få et mere normalt forhold til de jævnaldrende plage han går sammen med. Nu er problemet bare blevet adskillelsen fra flokken. Tænker du at der er en god måde at løse dette på, for netop at undgå at det udvikler sig yderligere? Er det måske noget han vokser sig fra jo ældre og mere selvsikker han bliver?

Nina Lambæk januar 31, 2017 kl. 12:25

hej.

min vallak har været væver siden han var 2 år, idag er han 11 og er holdt op efter jeg har prøvet en masse ting med ham. men hvordan kan det være at folk og jeg ikke er mere opmærksom eller uviden om et sådan problem som mange mennesker møder så ofte. jeg har heller ikke kunne finde nogle bøger der råder over den viden og rådene til at hjælpe folk med deres heste. jeg vil høre om du ved om der findes en sådan bog, for jeg vil nemlig gerne vide mere om problemet og blive klogere. håber du kan hjælpe mig lidt med min nysgerrighed.

Marie R maj 29, 2018 kl. 10:50

Heii
Super artikel som jeg har ledt længe efter, da det har givet mig nogle svar ingen andre har kunne give.
Forklaringen og problemet er at jeg har en 2 år som boks stresser helt vildt, lige så snart hun kommer ind i boksen og den bliver lukket så startet hun. Hun kaster sig frem og tilbage, går rund og rund, nogle morgener er hun helt svedig rør ikke næsten ikke sit Warp og spiser kun nogle gange sit kryppe foder. Jeg har må ligge måtter i boksen da hun næsten har slidt sine hove helt ned, men lige så snart hun et ude af boksen er hun en helt anden hest der er total rolig og nede på jorden. Det skal siges at hun står i stor åbne boks med vindue så hun kan kigge ud har en nabo på en ene side og to på den anden side at gangen som hun kan se hele tiden. De kommer lige pt ud kl halv 7 om morgen til kl 21 aften, altså i alle dagens lyse timer. Har både haft dyrlæge og heste adfærds dame til at kigge på hende og omgivelserne og de kan ikke finde ud af hvorfor hun gør som hun gør og kunne heller ikke give nogle forklaring på det.
Jeg har prøvet at bytte bokse, naboer, beroligende urter men intet virker. Har prøvet løstdrift men hun render igennem hegn om natten. Alt dette har nu stået på i snart et år. Så at læse din artikel hjalp mig til at forstå hvad det er der kunne være galt med hende men er løber tør for ider til få hende til at stoppe eller være slappe lidt mere af inden i boksen…
Mange hilsen Marie

Leave a Comment