Hvorfor er tandpleje til heste vigtig?

Af Pia Kaj

Alle hesteejere overvejer ”Har min hest mon brug for tandpleje?” Dette er ikke et relevant spørgsmål, for det er desværre nødvendigt for den moderne hest.

I forhold til det, hesten oprindeligt er designet til, har vi ændret mange faktorer. Vi avler heste, og dermed ændrer vi også på genpuljen. Vi mennesker har et ideal for, hvordan heste skal se ud, og det er ikke altid til fordel for hestene, der fx har fået kortere og smallere hoveder. Dette har stor indflydelse på tandstillingen og kæbens bevægelighed, hvilket kan give tandproblemer. Ude i naturen ville der være en naturlig selektion: hestene med tandproblemer ville ikke blive særlig gamle og dermed ville de ikke få så meget afkom, som kunne videreføre tandproblemerne.

Vi har også ændret radikalt på deres foder, hvilket medfører en væsentlig reducering af tyggetiden. Hesten i naturen bruger 12 – 20 timer om dagen på at æde, alt efter foderets kvalitet og om det er diegivende hopper. Den moderne hests tyggetid er ofte under 12 timer og en del heste tygger kun i 6 – 8 timer om dagen. Vi fodrer også med meget ensartet og lettyggeligt foder, hvor de i naturen må tage til takke med, hvad der er af sejt græs, blade, bark og lign.

Vi vil gerne have, at hesten bevæger sig og ser ud på en bestemt måde, når vi rider på dem. I de situationer kan selv de mindste tandproblemer være til gene for den moderne hest. Tilsvarende tandproblemer ville sandsynligvis ikke have nogen betydning for den vilde hest, for den skal jo bare overleve og sikre artens beståen.

Dette er nogle af de faktorer der gør det vigtigt, at den moderne hest får tandpleje hele livet.

Artiklen tilhører Pia Kaj, og må ikke kopieres, sælges, distribueres eller på anden måde gengives uden udtrykkelig skriftlig tilladelse fra Pia Kaj.

Nu hvor du er færdig med at læse artiklen…
Fortæl mig, hvad du synes! Hvilke tanker satte teksten i gang hos dig? Hvad fik du ud af artiklen? Er der områder du gerne ville have uddybet? Jo mere feedback jeg får fra DIG, jo bedre er mine muligheder for at skrive noget som netop DU syntes er interessant!
Men vær opmærksom på, at jeg ikke længere har tid til at skrive personlige svar til alle. Indimellem kan det godt være at jeg lige kommentere på ét eller andet hvis jeg har tiden til det, men har du specifikke spørgsmål vedr. din egen hest / pony, så kontakt mig på mail eller telefon – måske har jeg et hurtigt svar til dig, eller du kan booke en tid til en konsultation hos mig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *