Hvad er opvarmning?

Af: Anja Thorup Jensen

Jeg har lige fået en dejlig mail fra ejeren til én af de heste jeg besøgte på min sidste tur til Jylland – hun skriver:

Hej Anja,
Tak for sidst. Det var et yderst spændende møde vi havde, og det har sat tankerne i gang hos alle der var her og se dig behandle Chex.
Det går godt med Chex. Nej det passer ikke…………. det går UALMINDELIGT GODT med Chex :-). Det har været enormt spændende at se udviklingen i hendes krop løbende. Både under rytter, og ude på folden.
Hendes krop er markant styrket. Og hun har fået en betydelig større smidighed når hun går på folden, og større styrke under rytter. Der er nu langt imellem at hun “låser” bagtil, og hun har forbedret hendes balance fortil. Har brugt alle de øvelser du lærte os 🙂 og det er en fornøjelse, både for hest og rytter at arbejde med dem.

– Og nu sidder jeg så og tænker på hvor dejligt det egentlig er, når ejeren selv kan gøre en kæmpe forskel for sin hest, med få simple øvelser.

Når jeg kommer ud for at arbejde med en hest, anbefaler jeg ofte nogle øvelser som ejeren med fordel kan lave sammen med sin hest, for at afhjælpe nogle af de problemer/udfordringer som hesten eventuelt har, eller for at hjælpe hesten til at kunne præstere endnu bedre inden for den/de discipliner som ejeren ønsker at bruge hesten til.
Jeg får løbende tilbagemeldinger fra ejere, som er meget begejstrede for øvelserne, og overraskede over hvor lidt der egentlig mange gange skal til.
Men jeg oplever også mange som fortæller mig, at de ikke liiiiige har nået at få lavet dem -for de ville jo også gerne nå at ride… Og ja, det kan mange gange være lidt af en udfordring at nå både træningen af hesten, ordne alt det andet som jo også høre med til at have hest, og så også lige finde tiden til at lave nye øvelser…

Det får mig så til at tænke lidt på, hvad vi egentlig forstår ved opvarmning af hesten?

Da jeg i sin tid selv begyndte at ride, lærte jeg at man skulle varme hesten op ved at skridte for lang tøjle. Herefter skulle man så bruge lidt tid på trav og letridning, og kunne så vælge om man ville fortsætte i trav og nedsidning eller om man ville fortsætte med galop. Efter en skridtpause var hesten så opvarmet, og klar til at man ”rigtig” kunne begynde at ride….
I dag tænker jeg lidt anderledes på opvarmningen –og ikke mindst på hvor forskellig opvarmning kan være, afhængig af både hesten og rytteren. For det kan være meget individuelt hvilken form for opvarmning der egner sig bedst til den enkelte hest og rytter, afhængig af hvilke udfordringer de har, hvad de gerne vil med deres træning, samt hvilket niveau de er på.

Rent fysiologisk er opvarmningen af hestens væv nødvendig for at undgå skader, og det kræver fx 10-15 min let bevægelse inden hestens sener og ledånd har nået deres fulde elasticitet. Den lette bevægelse vil også varme hestens muskulatur op, og da musklernes iltoptagelse er afhængig af muskeltemperaturen, vil opvarmningen også sikre musklernes iltforsyning –som jo er afgørende for deres ydeevne.
Men opvarmningen kan være meget mere end det. For eksempel kan det være en god ide at arbejde med de enkelte leds bevægelighed – især hvis der er led som hesten (eller rytteren…) har nedsat bevægelighed af. Ligeledes kan det være en fordel også at arbejde lidt med nervesystemet, med koordinationsevnen, eller måske med koncentrationsevnen. Det kan også være, at der er bestemte muskelgrupper og/eller bevægelser, som det kan være en fordel at have ekstra fokus på, i forbindelse med opvarmningen.

For at vende tilbage til starten af denne artikel, så er de øvelser jeg anbefaler mine kunder, øvelser som er tilpasset de enkelte heste og de behov som de har lige nu, samt de ønsker ejeren eventuelt måtte have. Disse øvelser vil med fordel kunne laves som en del af hestens opvarmning, som blot starter på staldgangen umiddelbart inden hesten sadles op.

Et andet interessant aspekt i forbindelse med opvarmningen er rytterens egen opvarmning. Mange ryttere er nemlig ikke helt så bevidste om deres egen opvarmning, som der er på hestens –eller på hvor stor betydning den egentlig har for deres ridning. Men ofte kan man med fordel fortsætte opvarmningen ved siden af hesten, hvor der er flere ”gående øvelser” som man sagtens kan lave mens man trækker lidt rundt med hesten. Også konditionen kan med fordel trænes, ved at løbe lidt med hesten inden man hopper op. På den måde sparre man tid, samtidig med at man får en blid opvarmning af hesten. Når man så sidder på hesten, er der ligeledes mange øvelser som med fordel kan laves mens man skridter på den.

Men hvordan varmer DU og din hest op?
Og har du altid varmet op på sammen måde eller har du, lige som mig, også ændret ”opvarmningsteknik” gennem tiden?
Jeg glæder mig til at læse dine svar i kommentarfeltet herunder!

TIP!
Hvis du er interesseret i at jeg skal komme forbi dig og din hest / pony, så send mig en mail på modernehestehold@live.dk eller giv mig et kald på tlf 61652717.

Artiklen tilhører Anja Thorup Jensen, og må ikke kopieres, sælges, distribueres eller på anden måde gengives uden udtrykkelig skriftlig tilladelse fra Anja Thorup Jensen.

Nu hvor du er færdig med at læse artiklen…
Fortæl mig, hvad du synes! Hvilke tanker satte teksten i gang hos dig? Hvad fik du ud af artiklen? Er der områder du gerne ville have uddybet? Jo mere feedback jeg får fra DIG, jo bedre er mine muligheder for at skrive noget som netop DU syntes er interessant!
Men vær opmærksom på, at jeg ikke længere har tid til at skrive personlige svar til alle. Indimellem kan det godt være at jeg lige kommentere på ét eller andet hvis jeg har tiden til det, men har du specifikke spørgsmål vedr. din egen hest / pony, så kontakt mig på mail eller telefon – måske har jeg et hurtigt svar til dig, eller du kan booke en tid til en konsultation hos mig.

Share

{ 3 comments… read them below or add one }

Charlotte Pedersen november 13, 2012 kl. 09:57

Jeg prøver så godt som muligt at gennemgå disse øvelser både før og efter træning : http://youtu.be/VrBCAvtncbE – det kniber lidt mere med egen krop;-)…… du har en god pointe i at vi glemmer os selv!

Moderne Hestehold november 14, 2012 kl. 17:38

Tusind tak for din kommentar Charlotte –og for linket 😉
Mange hilsner fra Anja / Moderne Hestehold

Pia februar 2, 2017 kl. 21:06

Hej med dig☺️
Jeg har i mange år haft et opvarmningsprogram til min hest, som en gang blev givet af en kiropraktor og siden er der pillet lidt af og puttet andet på. Starter med at skridte 10 min for lange tøjler, 3 min hvor jeg ride ham lang, med let sug på “bidet” (rider med hackamore) og så 2 langsider med kontraversade eller traversade, 2 langsider med versaler, 1 tilbagetrædning, schenkelvigning eller traversade skrådt igennem fra et hjørne til modsatte, 1 tilbagetrædning og så forfra på ny volte. Derefter traver jeg lang 2-3 gange rundt på begge volter, og nogle gange lidt galop herefter. Og så begynder jeg at “samle” skal siges at han ik bliver redet dressur samlet, men som springhest med rygge løftet.
Dertil kommer inden ridningen at han bliver masseret på skulder og ryg i 2 min på hver side, da han har slidgigt i den ene skulder.
Mig selv, opvarmning?…. Aldrig

Leave a Comment